Vandskuring

Stenskuring, sækkeskuring og filtsning. Vandskuring er en fællesbetegnelse for overfladebehandlinger, hvor en finkornet mørtel trækkes på facaden og derefter bearbejdes med vand og et værktøj, der har givet behandlingen navn. Forinden skal eventuelle huller være fuget op.

Stenskuring er den ædleste form for vandskuring. Bunden bør være håndstrøgne eller blødstrøgne teglsten, og der skures med en tilsvarende teglsten. Mørtelen kan være K 100/ 750  0-1 mm med tilslag af bakkesand eller rent kvartssand.

Den forberedte bund vandes, hvorefter mørtelen trækkes på med et stålbræt og skrabes af med kanten af brættet. Fladen stænkes herefter med vand og skures med en våd teglsten, hvorved teglstenenes grater slibes ned og huller fyldes op, således at murværket står plant med en jævn overflade uden flager og lag. Når mørtlen har sat sig kostes af med en tør piassavakost, så løse sandkorn og teglmel fjernes. 

Sækkeskuring er en behandlingsform, der, som navnet siger, udføres ved skuring med en våd sæk. Jute som hessian er det rigtige, men alt er set lige fra en gammel murerkasket med en våd avis indeni over kanvas til moster Annas hjemmestrikkede.

Bund, forbehandling og påføring som ved stenskuring, men bearbejdningen udføres vådt i vådt ved skuring med hessian med roterende bevægelser. Huller bliver fyldt op, og grater og fremspringende partier bliver skuret næsten rene, og minder lidt om skrabefuget murværk.

Filtsning. Navnet stammer fra den rigtige måde at filtse på, nemlig med et rivebræt eller en lunkepudser med påmonteret hård filt.

Bund, forbehandling og påføring som ved øvrige vandskuringsmetoder. Bearbejdningen udføres ved skuring vådt i vådt med filtbættet i roterende bevægelser. Det færdige udseende minder lidt om stenskuring, men grater er ikke slidt ned, og der er et fint slør af mørtel over hele fladen, dog uden flager og lag.

En nyere form for filtsning udføres med et skumbræt, hvor brættet er påmonteret skumvinyl eller skumnylon. Materialet er blødere end filt, og efterlader derfor fladen med et jævnt tyndt dækkende mørtellag. Metoden er derfor egnet til indfarvet mørtel, der, for at være ensfarvet, forudsætter et lag.

Vandskuring med indfarvet mørtel er lidt problematisk at udføre, såfremt man vil undgå et blakket udseende. Teglstenene og mørtelfugerne suger nemlig forskelligt, og det ses som farveforskelle i den færdige overflade.

Bund og påføring som ved øvrige vandskuringsmetoder, men forbehandlingen bør være mere omfattende, idet forskellen mellem sten og fuger skal udlignes ved at filtse hele fladen, og først derefter påføre den indfarvede mørtel og bearbejde den med et skumbræt.

Skuringen med det våde skumbræt skal gøres med en let hånd, og bearbejdningen skal være ensartet over hele fladen, idet man, hvis man arbejder for længe det samme sted, kan komme til at arbejde pigmenterne væk fra sandkornene. Og så er det hele ødelagt.

Fælles for de her nævnte behandlingsformer er, at de afsluttes med en afbørstning med en tør piassavakost for at fjerne løse sandkorn, og afslutningsvis overbruses fladen med kalkvand. Farveløs eller farvet.

Er det gjort rigtigt, kan det se ganske godt ud, men et af problemerne med indfarvet mørtel er, at facaden ikke kan repareres uden det ses, og det er for kostbart at filtse en hel facade, blot for at skjule en reparation. På trods af NCS farvekoder er der for mange parametre, - dosering af pigmenter, tilslagets farve - der skal passe sammen for at kunne opnå den samme farve.

Men med et djævelsk glimt i øjet, kan det jo siges, at man har en udmærket bund for en kalkfarvning.