Fugning og murafdækning

Ved udførelse af blank mur, hvilket vil sige at forbandt, sten og fuger står synlige, skal fugerne umiddelbart efter opmuringen behandles. Enten skal fugerne trykkes eller kradses ud med henblik på senere fugning.

Trykning af fugerne skal foretages løbende under opmuringen og kan foregå med et særligt fugejærn, med en træpind eller med den halvkugleformede ende af skaftet på en moderne fugeske. Efter trykning af fugerne foretages en let afkostning med en græskost.

Udkradsning af fugerne kan foretages til færdig udkradset overflade eller til senere fugning. Til færdig overflade udkradses i 8-10 mm´s dybde med enten en træpind, 2 søm i en træklods eller en gammel fugeske, der allerhelst er nedslidt til en længde af 50-60 mm. Efterfølgende afkostes facaden med en stiv kost, først nedefra og op i langfugerne dernæst oppefra og ned og til sidst studsfugernes højre og venstre side, således at stenkanterne står rene.

Kradses fugerne ud med henblik på senere fugning, kradses fugerne i den minimumsdybde på 13 mm, fugningen skal have tillagt eventuel tilbageliggende. Ved for eksempel 8 mm tilbageliggende fuge, udkradses 8 + 13 = 21 mm. Dog skal der ved fugning med luftkalkmørtel, K 100/800, kradses ud i min. 30 mm´s dybde.

Facaden afkostes med stiv kost, og skal fladen afsyres, foretages dette med en på byggepladsen færdigleveret syreblanding 1:20. Se side 46. Det anbefales dog helt at undgå afsyring, og i stedet at ’mure rent’.

Mures med blandingsmørtler, skal afrensningen foretages samme dag af hensyn til den hydrauliske kalks eller cementens hårde afbinding. Mures i ren kalkmørtel, kan afrensningen foretages på et hvilket som helst senere tidspunkt

Traditionelt har man ved blank mur opmuret i kalkmørtel, altid kradset fugerne ud for derefter at fuge med en stærkere og mere vejrfast fugemørtel. Prisudviklingen har imidlertid tvunget til at søge andre veje for at bevare murværket i dansk almennyttigt byggeri, og efter fremkomsten af de stærkere blandingsmørtler har det vist sig, det er forsvarligt at spare fugningen og operere med udkradsede og trykkede fuger eller en kombination af de to metoder.

Æstetisk vil de tilbageliggende fuger medføre et eksponeret murværk, hvor stenene og deres skyggevirkninger samt forbandtet er fremherskende. Byggeteknisk er skrabefugen og vandfaldsfugen imidlertid de sikreste.

Fuget murværk vil en dygtig murer altid kunne reparere uden synlige spor. Det er mere vanskeligt med de trykkede og udkradsede fuger.

Under opmuringen lægges muremørtlen med et overskud af mørtel, der, når stenen er lagt, skrabes af. På denne måde komprimeres mørtlen ikke, og stenen suger vandet ud af mørtlen, hvorved der efterlades hulrum. Opmuringsmørtlen er derfor porøs. Uanset blandingsforhold og kornkurve. Porøsitet er byggeteknisk en god ting – murværket kan ånde – men det kræver en mørtel med en vis styrke at kunne modstå vejrligets påvirkninger. Et normalt vinterdøgn kan rumme adskillige frysepunktspassager.

Ved udkradsning af fugerne og derefter fugning med en fugemørtel, der er rørt mere tørt op end muremørtlen, trykkes den friske fugemørtel med fugeskeen, hvorved luften presses ud af mørtlen, der således bliver mindre porøs. Og stærkere. Resultatet er åbne porer inderst i konstruktionen - mindre porer yderst.
Skrabefugen har i sin udførelsesmåde imidlertid ikke den optimale tætte overflade. Fugen fyldes op og skrabes af.

En mere tæt overflade opnås, hvis man afslutter fugearbejdet med glitning af fugen. Det udføres ved med begge hænder at trykke og køre fugeskeen gentagne gange frem og tilbage over fugens overflade, hvorved mørtelvandet trækker frem på overfladen, der bliver helt glat og kan antage en blå farve. Det kan gøres ved vandfaldsfuger, tilbageliggende fuger rygfuger og kelfuger. På Holmens Kirke er glitningen udført på en skrabefuge med et rygfugejern. Visuelt strammer behandlingen den lidt udflydende skrabefuge op, således at den virker mere præcis.

Den ultimative glitning af fuger foretages med varme fugejern – brændte fuger. Mureren anvender 2 fugejern, der opvarmes på et gasblus – skiftevis det ene og så det andet.
Kalk er aggressiv over for zink. Fugning mod zinkløskanter og zinkindskud må derfor ikke foretages med kalkmørtel, men med cementmørtel eller anden fugemasse.

Kalkmørtel er diffusionsåben, og er derfor det bedste materiale til fugning mellem trækarme og murfalse ved vinduer og udvendige døre. Imidlertid arbejder trækarme påvirket af fugt/tørke, og en almindelig kalkmørtelfuge vil revne og falde ud. Løsningen er at blande fæhår i mørtelen.

1 bdt. fæhår til 100 l mørtel.

Fæhår er hår fra kreaturer og virker som armering af mørtelen, og endvidere er fæhårsmørtel velegnet til understrygning af tagsten. Fugen hænger sammen selv om den revner og kan bedre følge tagets bevægelser. Som mureren sagde: ”Jeg ved ikke hvilket fæ, der har fundet på at komme hår i mørtelen!” Men det virker.

Bilder

Murafdækning

Murværk kan tåle vejrligets påvirkninger. Såfremt det er afdækket. Store udhæng, der viser vand væk, er mere end et slogan. Her er afdækningen udført med tagsten, og det er en del af konstruktionen, at der under murkronen er indlagt et lag murpap, så fugt ikke trænger oppefra og ned i murværket.

I forbindelse med boliger har murpappen den dobbelte funktion, at den også hindrer rumluft i at diffundere op i murkronen for der at kondensere med frostskader til følge.

Der er mange andre måder at afdække murværk på, her er valgt en løsning, hvori kalk indgår. Afsluttes murværket med et rulskifte eller standerskifte, er det vigtigt, at rulskiftet eller standerskiftet ikke ligger ovenpå en fugtmembran, men at også rulskiftet er afdækket. Det vil sige, at zink- eller kobberindskudet skal være øverst som afdækning. Et uafdækket
rulskifte eller standerskifte vil fryse i stykker.

>>Læs om Udførelse af brændte fuger http://bygningsbevaring.dk/fil...