Mørtel

Receptmørtel, funktionsmørtel, murermørtel og pudsemørtel. Mørtel er en fællesbetegnelse for blandinger af uorganiske bindemidler og tilslagsmaterialer, som det er muligt at ælte sammen med vand.

Mørtler karakteriseres efter bindemidlets art: kalkmørtel: K-mørtel, hydraulisk kalkmørtel: Kh-mørtel, cementmørtel: C-mørtel eller blandingsmørtel (bastardmørtel): KKh-mørtel og KC-mørtel.

Bogstavbetegnelsen efterfulgt af et tal eller en talkombination, som angiver blandingsforholdet mellem bindemiddel og tilslagsmateriale. KC 50/50/700 er f.eks. betegnelsen for en blandingsmørtel bestående af 50 kg kalk, 50 kg cement og 700 kg tilslagsmateriale udmålt efter vægt. Summen af bindemidlerne er altid 100. Tilslagsmaterialernes sammensætning forudsættes at ligge mellem to grænsekurver i en graf, der kaldes kornkurven eller normkurven.

Tegning

Skarpkantet tilslagsmateriale som bakkemateriale er bedre end strandsand, som har en afrundet form som følge af havets påvirkninger. Er tilslagsmaterialet for groft uden de finere korn, vil hulrumsprocenten være for stor, og mørtelen vil svinde. Er tilslagsmaterialet for fint uden de større korn, er sandet for â01Dblødtâ01D, og mørtlen vil blive for svag i forhold til den forudsatte styrke.

Det forudsættes, at tilslagsmaterialerne er i overensstemmelse med normen, DS 414. De vedtagne betegnelser er imidlertid ikke entydige. De fortæller intet om tilslagsmaterialets art og kornstørrelse. De fortæller heller intet om anvendelsen. Der er forskellige krav til muremørtel og til pudsemørtel. De kan have samme betegnelse, men den største kornstørrelse i blandingen er forskellig, afhængig af formålet. Fugemørtel og mørtler til forskælling og understrygning kræver ligeledes forskellige recepter.

Den nye murværksnorm, DS 414, 5. udgave, foreskriver, at der til murværkskonstruktioner anvendes receptmørtel eller funktionsmørtel.

Receptmørtel fremstilles med kendte og oplyste blandingsforhold mellem bindemidler og tilslagsmaterialer, og kan enten være fremstillet på fabrik eller som byggepladsfremstillet mørtel. I begge tilfælde skal blandingsforholdet mellem bindemiddel eller bindemidler og tilslagsmateriale være angivet. 

Fælles for fabriksfremstillet og byggepladsfremstillet receptmørtel gælder:

Blandingsforholdet mellem bindemiddel eller bindemidler og tilslagsmaterialer skal angives
mørtlens trykstyrke skal angives.

Mørtelmaterialerne skal udmåles og blandes, så den færdige mørtel er korrekt sammensat
i  henhold til specificeret blandingsforhold.

Tilsætningsstoffer skal være angivet.
 
Minimum 35 % af bindemidlerne i KC-mørtler skal være cement.

Tørmassen af de enkelte delmaterialer må højest afvige 5 %
fra de forudsatte forhold

Mørtels trykstyrke betegnes ved xx efterfulgt af minimumstrykstyrken i MPa, som den skal være stærkere end, for eksempel M1,  M1½,  M2,  M3,  M5,  M7,  M10 o.s.v. 

Sammenfattende kan siges, at receptmørtler beskrives efter et bestemt blandingsforhold â013 en bestemt recept. De typiske receptmørtler er KC 60/40/850, KC 50/50/700, KC 35/65/ 650 og KC 20/80/550. Trykstyrker og vedhæftningsstyrker for disse mørtler er baseret på erfaringstal og vurderes ikke særlig højt, da de dækker et bredt spektrum af mørtler med forskellige kalktyper, tilslag og fremstillingsmetoder.

Receptmørtler kan fremstilles på byggepladser som kalktilpassede vådmørtler, der jo tildels udmåles efter rumfang, og som tørmørtler leveret fra fabrik. De kan benyttes alle steder, hvor der ikke er foreskrevet funktionsmørtler og er tilladt indenfor småhusbyggeriet udmålt efter rumfang i det omfang, bygningernes højde ikke overstiger 7,0 meter over det omgivende terræn. På større byggepladser med store muropgaver, vil det almindeligvis være et krav, at der skal udføres mørtelkontrol, såfremt mørtlen ikke leveres fra et mørtelværk underlagt Dansk Mørtelkontrol.

Ved fremstillingen skal anvendes tvangsblander, og ved KC-mørtler blandes kalkmørtlen og cementmørtlen hver for sig inden de blandes sammen. Ved cementtilpassede vådmørtler blandes halvdelen af kalkmørtlen med cement og vand, og når blandingen er homogen, tilsættes den resterende mængde kalkmørtel. 

Funktionsmørtel

Funktionsmørtel er en mørtel, der er foreskrevet og fremstillet til at opfylde fastlagte egenskaber , eksmepelvis opmuringsmørtel med nøje definerede styrkeegenskaber. Funktionsmørtel fremstilles almindeligvis på fabrik.

Kravene til funktionsmørtlers egenskaber svarer til kravene til receptmørtel. De deklarerede egenskaber skal være fastlagt ved prøvninger på emner udvalgt i henhold tilDansk Mørtelkontrols Tekniske Bestemmelser.

Funktionsmørtel er mørtel, der er beskrevet ved dens egenskaber i stedet for blandingsforholdet. Egenskaberne kan være mørtlens trykstyrke, vedhæftningsstyrke, farve og frostfasthed. Funktionsmørtlerne indeholder kontrollerede mængder additiver, som for eksempel gør mørtlen smidig at arbejde med. Mørtlerne skal typeprøves, og recepten er producentens ejendom, hvilket medfører, at additiver og blandingsforhold ikke nødvendigvis deklareres, men er fabrikationshemmeligheder.

Byggetraditionen har ændret sig fra tunge konstruktioner med tykke vægge til slanke konstruktioner uden stabiliserende lodret kraft. Dette betyder, at det ikke længere er murværkets trykegenskaber, der er dimensionsgivende, men i langt højere grad bøjningstrækstyrkerne xx murværkets evne til at modstå vindkræfter. Bøjningstrækstyrken afhænger af vedhæftningsstyrken, og er et styrkeparameter med større spredning end trykstyrken, da den afhænger af svind, mikrorevner og andre følsomme forhold. Man har derfor fundet det nødvendigt, at fokus ændres fra blandingsforhold, kornkurver og andre forhold til det parameter, holdbarheden og sikkerheden er baseret på, nemlig vedhæftningsstyrken.

Murermørtel

Muremørtlens kvalitet er afhængig af bindemidlet, tilslagsmaterialet og vandet. Vandet kan vi hurtigt blive på det rene med. Det skal være rent. Uden humus og salte, der kan skade bindemidlet.

Kalk som bindemiddel er nok det svageste af de materialer, vi beskæftiger os med her. Styrkemæssigt regner man ikke engang med det i murværksnormen, til trods for, at langt den overvejende del af dansk byggeri frem til midten af det 20. århundrede er opført med kalkmørtel, blandet af læsket kulekalk og mørtelsand. Og for en overvejende dels vedkommende, står husene der dog endnu!

Kalkmørtlen har dog sine uomtvistelige fordele. Blandt meget andet er den svag. Der har i nyere tid været en tendens til, at alting skal være stærkere. Jo stærkere, desto bedre. Beskæftiger vi os imidlertid med renovering af gamle huse, det være sig bevaringsværdige, hvor renovering udtales restaurering, eller huse, der bare er opført efter naturmetoden, er hydrauliske mørtler som regel for stærke. Der er eksempler på, hvorledes for stærke materialer har ødelagt de bygningsdele, de bygges sammen med. Derfor forhandles der i dag særlige restaureringsmørtler, som er rene kalkmørtler, baseret på kulekalk, der er i stand til at arbejde sammen med de gamle bygningskonstruktioner.

Der findes ikke bedre muremørtel at arbejde med end kalkmørtel. I frisk tilstand er den lind og levende, og den har en god vedhæftning til stenene. Dog skal man være opmærksom på, at kalkmørtler sætter sig. På en etagehøjde udgør sætningen ca. en fugetykkelse, og det skyldes, at kalken først karbonatiserer når den atmosfæriske luft når ind til den. Det havde ikke den store betydning, da man byggede de store etageejendomme i 1800-tallet â013 hele huset satte sig lige meget samtidigt. Men det har betydning i de tilfælde, hvor man skal indpasse nyt bærende murværk med gammelt, for eksempel i forbindelse med jokke-afstivning og andre indgreb i bærende konstruktioner. I disse tilfælde må man ty til funktionsmørtler eller tilsvarende kendte receptmørtler.

Både receptmørtler til opmuring og funktionsmørtler har blandingen af luftkalk og hydraulisk kalk, herunder cement, som bindemiddel. For funktionsmørtlers vedkommende tilsat additiver, der gør, at de nærmer sig kulekalkens bearbejdelighed og vedhæftning. Vedhæftningen er en funktion af bindemidlet, og er alt afgørende for optagelse af vandrette kræfter. Styrkemæssigt skal muremørtel dimensioneres således, at den er svagere end murstenen, således at eventuelle revnedannelser sker i fugen, der kan repareres, og ikke i stenen.

Tilslagsmaterialet er den del, der skal optage trykkræfterne.

Pudsemørtel

Overfladisk betragtet er det forholdsvis simpelt at fremstille en muremørtel. De rigtige bindemidler + det rigtige tilslagsmateriale med en velgradueret kornkurve + et kendt og afprøvet blandingsforhold = den korrekte muremørtel.

Anderledes vanskeligt stiller det sig med pudsemørtel.

Den rigtige styrke i forhold til underlaget og en svagere styrke udadtil således at man pudser svagere på svag.

Den rigtige porestruktur i alle lag. Største porer i første lag, mindre porestruktur i det andet lag og mindst porestruktur yderst i tredje lag.

Og hvorfor nu det? Jo, pudslaget skal betragtes som et offerlag til beskyttelse af de underliggende bygningskonstruktioner. Det nytter ikke noget, at man skaber en stærk overflade på en svagere konstruktion. Den for stærke overflade vil arbejde anderledes end underlaget og trække det i stykker â013 kald det frostskader - hvorimod en svag overflade vil følge underlaget og beskytte det.

Det er så muligt, at den svage overflade skal vedligeholdes, men det er nemt og billigt. I modsætning hertil er det dyrt og besværligt at renovere de forvitrede og dermed ødelagte underliggende bygningsdele.

Det vil sige, at vi skal kunne styre pudsemørtlens styrke og porestruktur for at det går godt. Og det kan være svært.

Pudsemørtlens styrke justeres dels ved dossering af bindemidler, dels ved valg af tilslagsmaterialer og justering af kornkurven.

Porøsiteten kan styres ved hjælp af tilslagsmaterialernes porøsitet og ved justering af kornkurven, se side 21.

Hvad enten der er tale om indvendig puds eller facadepuds, skal pudsen opbygges af tre lag: Udkast â013 grovpuds - slutpuds. For indvendig puds` vedkommende er slutpudsen finpudsog lagtykkelsen er 12 mm i alt. Ved facadepuds er lagtykkelsen > 18 mm

Til indvendig puds er porøsiteten ikke afgørende, og udgangsniveauet er en 9 % kalkmørtel som kan være en strandmørtel. Til udkast anvendes en 9 % kalkmørtel 0-4 mm, til grovpuds en 9 % 0-2 mm kalkmørtel og til finpuds en 25 % 0-1 mm eller 29 % 0-0,3 mm.

Skal den indvendige væg beklædes med fliser, er selve vægflisen et hårdt materiale og fliseklæberen cementbaseret, så derfor vil det være nødvendigt at anvende enten en KC-mørtel eller en KKh- mørtel som både udkast og grovpuds.

Forskrifter for facadepuds bør altid udfærdiges med ekspertbistand. Men det overordnede princip er, som vist på side 28, at bunden skal være den stærkeste, udkastmørtlen knap så stærk og med en åben porestruktur, grovpudsen lidt svagere med en knap så åben porestruktur og yderst en svag mørtel med en fin porestruktur.

Styrken vil, på nyt murværk, kunne gradueres med KKh-mørtler eller tilsvarende KC-mørtler afsluttet med svag blandingsmørtel eller en ren K-mørtel, afhængig af overfladebehandlingen som, hvis den er kalkning, skal være en kalkmørtel.

Mørtelsandet må ikke være strandsand, men skal være skarpkantet bakkemateriale eller tilsvarende! 

 

Porøsiteten kan ligge dels i hulrumsprocenten, dels i selve tilslagsmaterialet. Knust rød tegl blandet med bakkesand 1:2 kunne være fordelagtigt som udkastmørtel 0-4 mm, i og med at den knuste tegl giver kalkmørtlen svagt hydrauliske egenskaber.

Graduerer man porøsiteten ved at justere hulrumsprocenten, sker det ved, at man i udkastmørtlen fjerner den nederste del af kornkurven, graduerer op i grovpudsmørtlen for i slutpudsen at tilføje filler, der giver den fine porestruktur.

Generelt kan siges, at på huse fra før år 1900 må ikke anvendes blandingsmørtler, men alene 12 % kalkmørtler â013 i øvrigt efter samme principper som beskrevet ovenfor.

Fugemørtel

Generelt skal murværk, når det er kradset ud, fuges med opmuringsmørtlen.

Undtagelsen fra denne regel er, hvis opmuringsmørtlen er svagere end KC 50/50/700 og hvis opmuringsmørtlen er en 7,7 % kalkmørtel â013 K 100/1200. De svage blandingsmørtler og kalkmørtlen er ikke frostfaste, og kræver derfor en fugning med en stærkere mørtel.

Murværk opført i kalkmørtel skal derfor kradses ud i minimum 30 mm´s dybde og fuges med en 11 % kalkmørtel 0-2 mm â013 K 100/800.

Murværk opført med KC 60/40/850 skal kradses ud og fuges med en KC 50/50/700.

Stærkere mørtler end de her nævnte kan enten stå med udkradset fuge eller med trykket fuge â013 dog skal fugen ved klasse A murværk kradses ud og fuges med opmuringsmørtlen.

Karakteren af det færdige murværk er meget afhængig af fugernes farve. Huse med hvide fuger vil være vidt forskellige fra huse med gråbrune, sorte eller røde fuger, og grænsen mellem tarvelighed og stor skønhed er hårfin. Det er et meget følsomt område, og det er en god idé, hver gang at lave en prøvefugning, inden man beslutter sig.

Fugernes farve vil kunne styres ved hjælp af tilslagsmaterialets farve og kornstørrelse, og fugen vil med tiden patinere med en mørkere tone afhængig af omgivelserne. Endelig kan fugens farve justeres ved tilsætning af pigmenter â013 indfarvet mørtel â013 og i dette tilfælde vil stærke farver som regel patinere ved en blegning af farven. Sort ændrer sig til gråt, mørkerødt til blegrødt o.s.v.