Mørtelhistorie

Anvendelse af kalksten som byggesten og til mørtel har været kendt siden oldtiden i landene omkring Middelhavet. Man ved fra litteraturen og fra arkæologiske undersøgelser af bygninger, at man i høj grad har anvendt mørtler med hydrauliske egenskaber i det meste af Europa, mens det i Norden har været luftkalk.

I Sydeuropa har man kendt til at brænde hydraulisk kalk, og de hydrauliske egenskaber er blevet forbedret med anvendelse af puzzolan. De hydrauliske bindemidler er blevet brugt både til opmuring og til beton. Af geografiske grunde er det den romerske byggetradition, som har bredt sig nordpå.

Murværkets historie i Norden

Fra omkring år 800 er der i det danske rige blevet rejst forsvarsværker og kirker af natursten og kalkmørtel. Sidst i 1100-tallet begyndte man at brænde tegl til bygværkerne. I Danmark er der i stor udstrækning blevet brugt ren luftkalk som bindemiddel. Det er kendt fra undersøgelser af mange middelalderbygværker, bl.a. Mårup kirke på Vestkysten. Det skyldes, at ren kalksten har været det let tilgængeligt som marksten eller fra kalkminer. I murværkets første 900 år i Danmark har forskellige typer kalkmørtel således været altdominerende.

Råmaterialer, som egner sig til at brænde hydraulisk kalk, har kun været ganske få steder, f.eks. ved Limensgade på Bornholm og ved Klintebjerg på Sjælland. Op gennem tiden har bygmestrene dog kendt til at anvende hydrauliske kalktyper og til at gøre luftkalk hydraulisk ved at anvende puzzolaner, fx trass eller knust tegl. Ved fremkomsten af portlandcementen i 1800-tallet blev dette materiale også anvendt til at blande med luftkalken for større styrke.

Cementimport

Fra midten af 1800-tallet importeredes der cement til Danmark fra England, Holland eller Tyskland. Analyser viser, at det straks anvendes i mørtel. Fra 1851 optræder cement i akkorden for københavnske murersvende. Men anvendelse af rene cementmørtler har ikke været uproblematisk. Det har været nødvendigt at anvende forholdsmæssigt meget cement for at opnå en passende bearbejdelighed. Forholdet cement:sand skal i rumfang være mindst 1:3, det svarer i vægt til 1:4. Netop denne mørteltype har nu været anvendt i over 150 år. Den kendes senere i normsammenhæng som C 100/400, og den kan typisk findes ved analyse af pudsmørtler.

Læskemørtel

Undersøgelser af mørtler fra ældre tider viser, at de har en meget høj kalkprocent, 30-40 % kalk er almindeligt. Disse høje kalkindhold opstod, fordi mørtlerne blev fremstillet ved læskemørtelteknikken: Stykkalken knuses og blandes med gruset, inden der sættes vand til. Den færdige, fugtige blanding kunne inden byggeriet formes til stænger, som, når tiden var inde, kunne tages frem og blødgøres af ”kalkslagerne” til en bearbejdelig konsistens. Sådanne mørtler udmærker sig normalt ved høj styrke og elasticitet, ligesom der normalt også iagttages god vedhæftning til teglmaterialet.

Indtil en gang i 1700-tallet anvendte man muremørtler med kalkindhold i området 25-40 % kalk. Kalkbrænding og kulsvidning kræver dog meget træ. Ved slutningen af 1700-tallet må der være blevet mangel på træ i landet og dermed mangel på brændt kalk. Man er da begyndt at bruge vådlæsket kalk til at blande i mørtel til opmuring. Kalken kan være læsket i kuler på̊ byggepladsen. Med denne metode kan man fremstille mørtler med meget lave (etcifrede) kalkprocenter. Disse vådmørtler har ikke nogen høj styrke. Det har betydet, at man konstruerede (meget) tykke mure ved trykbelastet murværk.

Vådmørtel er den mest almindelige muremørtel helt indtil 1960. I Generalbeskrivelsen fra 1945 er kravet til kalkindhold i en muremørtel mindst 7 % kalk. Analyser viser dog, at man af og til har sparet på kalken, idet man i analyser kan finde muremørtler med ned til 5% kalk.

Mørteltypen med 7,5 % kalk kendes senere i normsammenhæng som K 100/1200. Mørteltypen anvendes også i puds. Her er Generalbeskrivelsens krav 9–13 %. Mørtelanalyser viser, at dette krav normalt overholdes. Vådmørtel produceres i dag på mørtelværker. Nogle værker læsker kalken og lagrer den i nogle uger inden den blandes med grus. Andre værker blander brændt kalk og grus og sætter vand til i blanderen, dvs. at man anvender læskemørtelteknikken.

Murværk fra middelalderen med mørtel med høje kalkindhold er i Danmark overvejende bevaret i de ca. 2000 middelalderkirker samt i mindre omfang i klostre, borge og byhuse.

"Nordisk pudskomité"

Efter 2. verdenskrig var der stort pres på byggeriet og behov for mere viden om mørtel og murværk. Derfor tog byggeforskningsinstitutterne i Danmark, Finland, Norge og Sverige initiativ til oprettelse af en ”Nordisk pudskomité”, som skulle skaffe mere viden frem. Komitéen udgav i 1966, samtidigt i alle fire lande, bogen ”Mørtel, muring, pudsning”. Den er genudgivet i 1981 som SBI-anvisning 64. I denne bog indføres forkortelserne K, C, M og G for henh. Kalk, Cement, Murcement og Gips. Bogen anbefaler, at man altid anvender masse i stedet for rumfang ved angivelse af blandingsforhold, og at man afvejer materialerne i stedet for at bruge rumfangsafmåling. Her indføres også at angive mørtlers blandingsforhold ved sammensætningen af 100 kg bindemiddel og den hertil hørende mængde grus. F.eks. betyder KC 50/50/700 en mørtel sammensat af 50 kg luftkalk (Ca(OH)2), 50 kg portlandcement og 700 kg mørtelgrus.

I midten af 1900-tallet blev murværksnormen DS 414 indført. Ifølge den er det ikke mere tilladt at anvende kalkmørtel til bærende konstruktioner, som skal opfylde denne norm. De mørteltyper, som er tilladt, er KC 60/40/850, KC 50/50/750, KC 35/65/650 og KC 20/80/550.

I forbindelse med harmoniseringen af det europæiske byggevaremarked blev begreberne receptmørtel og funktionsmørtel indført.